Byggeri

Byggeri

Hvilke regler gælder for byggeri i haveforeningen?
Hvis du ønsker at bygge nyt eller renovere eksisterende byggeri på din grund, skal du følge byggereglerne angivet i Aalborg Kommunes almindelige Bestemmelser for kolonihaver, § 4-11. Ved overtrædelse af disse bestemmelser kan det overtrådte kræves lovliggjort og eventuelt ulovligt byggeri fjernet.

Før byggeriets påbegyndelse – søg tilladelse hos bestyrelsen
Haveforeningens bestyrelse er byggeansvarlig og skal, før et arbejde påbegyndes, godkende ny- og ombygning samt renovering, mht. størrelse, placering og afstand til skel.

Til brug for denne godkendelse skal havelejeren fremende en skriftlig beskrivelse med skitse af det påtænkte bygge- eller renoveringsarbejde samt situationsplan over eksisterende byggeri med angivne mål og afstand til skel. Derefter skal bestyrelsen skriftligt godkende, før lejeren påbegynder arbejdet.

Byggetilladelsen er gældende for ét år ad gangen. Eksisterende bebyggelse, der ikke opfylder kravet om afstand til haveparcellens skel, kan ikke ombygges. Ved genopbygning efter brand skal bebyggelsen lovliggøres. I tvivlsspørgsmål er Nordjysk Kreds endelig instans.

Bestyrelsens tilsyn under og efter byggeriets færdiggørelse
Bestyrelsen har ingen pligt til at foretage en formel godkendelse af byggeri, når det er færdigt, men vil – som byggeansanvarlig – følge, om det udføres lovligt efter godkendte tegninger.